FraDengamleHerresSkuffer

120

H o s t r u p priser jo i „Eventyr paa Fodrejsen“ det at rejse til Fods som noget, der ejer sin særlige Poesi, blandt andet fordi man bliver Kulturen og Mo­ derne kvit, og det at tage Randslen paa Nakken og Staven i Haand bringer ham til at leve et Liv i det korte Sekund; men hans Goddag og Farvel, hvori han bestandig med Haabet slaar Mindet ihjel, har dog ikke, trods den evige Higen, som aldrig faar Fred, men dog er Fodrejsens dybeste Hemmelighed, hindret ham i under Vejs at blive skudt i „en Dejlighed“ , — og oprigtig talt fortæller hele hans paa virkelige Begivenheder byggede Sangspil os dog, at man endnu i 1847 kunde faa noget positivt ud af en Fodrejse ud over den rent øjeblikkelige Nydelse. Baade Eibæk og Herløv vinder jo deres H jer­ tenskær for Livet paa denne Rejse til Fods. Og da H. C. Andersen i 1828 vilde begynde sin For­ fattervirksomhed, skønt selveste Satan havde fraraadet ham det, da Poesiens Vandflod over Danmark allerede da var stor og truende nok, begav han sig paa en Fod­ rejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager; men han tog heldigvis foruden Nyerups Beskrivelse af K ø­ benhavn, Pontoppidans fortrinlige Atlas og Hoffmanns: Elixiere desTeufels og saa lidt Fantasi med i Reserve af sin egen, og det viste sig da ogsaa, at hvor han gik og; stod, spirede Fantasibilleder op af Brostenene, netop fordi han kunde blive staaende og tænke og se; han sad ikke som i sine ældre Aar „paa Ilddragens Hale“ , som han kaldte det at køre med Jernbanetog for. En­ hver, der ikke vil tro mig, kan jo læse hans lille nu helt forglemte Debutbog og give mig Ret. Men H. C. Andersen var jo lige som Hostrup Digter, og det er hverken du eller jeg, vil man indvende, og.