FraDengamleHerresSkuffer

66

stenen af Spaanerne og gik hjem med tykke Øjne, med blodig Næse, med halv Hat og halv Haar“ . Til sidst bliver Tode helt ivrig og næsten vred: „Tre Gange“ , udbryder han, „er der gaaet Ild i en saadan Hanerumpe, hvoraf lettelig en stor Brand kunde kommet, da saadant et Hoved er beladt med let tæn­ dende Materialier. Til al Lykke er det blevet ved et Par svedne Øren og et skallet Baghoved“ . Som man af disse Eksempler vil se, var vor aller­ første rigtige Huslæge, gamle Johan Clemens Tode, ikke blot, hvad alle ved, en habil Digter i sin Tids Smag, men tillige en solid og praktisk Mand, der byggede sine Lærdomme mere paa egen Livserfaring end paa Viden­ skab, men som maaske netop derfor fik sine Patienter bedst i Tale.

D en Vægter standser i sit Vers, Sprøjterne kommer i fuld G allop“ —

Brand han brøler og gør Kommers, det klemter støt i Taarnets Top,

De sidste to Linier af dette Adolph Reckes Vers turde være en digterisk Frihed; thi var der noget, der ikke udmærkede Københavns Brandvæsen i forrige Aar- hundredes Midte, var det Hurtighed, og det var vel ogsaa det, der var noget af Aarsagen til, at vi havde den Sorg at „miste det prægtige Pjaltenborg“, der laa paa Hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa; man kan endnu ved f. Eks at aflægge en Visit i Aabenraa Nr. 19, som Kommunen — der ejer Huset — til Skam og Skændsel lader staa unedrevet, skønt det ikke en Gang