FraDengamleHerresSkuffer

71

D e r er noget, man aldrig glemmer. Og saa er det saa underligt, at hele den Historie, man ikke kan glemme, er saa lille, bitte, blot noget, der dukker frem igen en skønne Dag Kaalund, der døde i 1885, havde faaet Interesse for en lille Knægt som mig og vilde fortælle mig noget om det gamle København, og saa gik vi en Tur; jeg mindes endnu hans store, runde Øjne, som bestandig spurgte mig: „Er Du m e d ? “ Selvfølgelig kunde jeg hans „Da de rev Voldene n e d— “ udenad; jeg var akkurat gammel nok til sely at have røget min første Cigar paa Volden; — nu rev de altsaa den sidste Voldrest bag Tivoli ned, og saa gik jeg med den vrede Kaalund, vi gik ad Fre- deriksborggade til. Og da vi kom omtrent ud for Fiolstræde og Nørre­ gade, slog Kaalund med sin Stok i Stenbroen og sagde: „H er nedenunder ligger Hanetaarnet, og her staar vi paa Skidentorvet“ . Jeg forstod den Gang næppe rigtig Forbindelsen; men jeg har siden lært at fatte det hele. Da man i Slutningen af Treserne sløjfede de gamle Volde, fandt man i deres Indre de dejligste gamle Ruiner, som, hvis de var blevet bevarede, vilde have givet vor By et saa malerisk Udseende som nogen By i Verden; vi kunde have konkurreret med det nu desværre nedbrændte Bergen. Vore berømmelige Forfædre i Magistraten nøjedes med at dække Ruinerne til med V olde; men vore Fædre fjernede Voldene, og skønt noget saa malerisk som Ru­ inerne af Hanetaarnet endnu laa forholdsvis uberørt, fjærnedes de; man har ikke en Gang gjort sig den Ulej­ lighed at se. hvad Stenene kunde fortælle; og dog er det