PeterFrederikSuhm_1898

Peter Frederik Suhm .

100

ved disse Mænd. I Altona besøgte Suhm Gottfried Schiitze, der var Professor i Historie og Græsk ved Gymnasiet i denne By og var bekjendt som filologisk og archæologisk Forfatter (f. 1723, d. 1802), og i Lybæk hilste han paa den ansete Rets- historiker, Syndikus, senere Domprovst, Johan Karl Heinrich Dreyer (f. 1719, d. 1784), »min gode Ven, den fortræffelige Syn­ dikus Dreyer,« skriver Suhm senere66. Der kunde blive Stof nok til Samtale med disse Mænd, og til Menings-Udvexling, især hvis Besøgene ikke vare hvad man kalder franske Visiter. Suhm har ført Dagbogen med minutiøs Nøjagtighed f. Ex. ved at anføre de enkelte Rejsers Længde, Ankomst- og Afrejse- Tiderne, hvor mange Skridt forskj ellige Kirker eller Spadsere- toure vare lange, og, hvad der især bør lægges Mærke til, No­ titser om, hvilke Planter han første Gang saa i Blomster i de forskj ellige Byer, som han passerede, Vidnesbyrd om hans Kjærlighed til Planteverdenen. Efter Dagbøgerne at dømme levede Suhms et ret selskabe­ ligt Liv i Kjøbenhavn; deres bedste Omgang fandtes dog hos de Familier, hvor Manden havde Interesser for Videnskab, især den historiske, og for Literatur fælles med Suhm. Det var i saadanne Kredse, han fandt sine kjæreste Venner. Hans Liv gled roligt hen i adskillige Aar, og naar Lidén i Aaret 1768 skriver i sin Dagbog om Suhm, at han »er, som mig tykkes, en af de faa lykkelige Mennesker. Ejer af alt hvad man kan ønske sig, har han et »nøgdt« og stille Sind, er ikke afhængig af nogen, søger sin Glæde i sit Hjem (»inom sig«) og blandt sine Bøger, hvilke han godt forstaar at benytte og blandt hvilke han trives bedst,« saa stemmer det godt med hvad Langebek skriver til Lidén den 28. Juni 177167: »Hr. Konferentsraad Suhm med sin Familie lever vel og er paa Landet. Han er en lykkelig Mand og kan give hele Verden en god Dag.« Den Titel, som Langebek har givet Suhm i dette Brev, fik Suhm ved kongelig Udnævnelse den 29. Januar 1769. Fra det foregaaende Aar maa et Brev fra Suhm til Greve Otto Thott skrive sig, som Nyerup har meddelt et Stykke af og hvis Indhold er betegnende for Suhm. Denne siger nemlig: »Hvad Konferentsraadtitulen anbelanger, da er det en Værdig­ hed, som jeg aldrig haver attraaet og som jeg vil bede Deres Højgrevelige Excellence om at tro mig til, at jeg ligesaa fuldt