PeterFrederikSuhm_1898

119

Brev til Kongen.

Du er jo Dansk, og jeg veed, at Du kan Dansk; lad det fremmede Sprog være et Kjendemærke paa den nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at ned­ lade sig saavidt. Læg Tømme paa Egenraadige, og lad ingen forurettes, allermindst ved aabenbare Vold, endog 0111 den traf de allersletteste Mennesker. Lad de med Uret Afsatte og Forviste komme tilbage; lad nyttige Mænd iblandt dem igjen beklæde Em ­ beder; gjør ej for mange og hastige Forandringer, at ej den til­ kommende Tid skal blive lig den forbigangne; lad ej ældgamle Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøje de sidste; revs lemfældig dem, som det er muligt at behandle med Naade, men straf retfærdig uden Skaansel dem, som have vanæret Dig og os. Afværg, at Din Faders Monumenter ej forfalde; indskrænk de be­ kostelige Lystigheder; undersøg nøje Landets Gjæld, og betal den retmæssige; lad Norge, det tro og tapre Norge, faa sin Mønt igjen; lad deres Helte aldrig mere blive forjagede fra Thronen, Helte, som ere Thronens sikreste Støtte; glem ej Bankens, Handelens Tilstand og lad den sidste ej mere være et Maal for nogle faa egennyttige; er det muligt, da afskaf de haarde Skatter, som be­ tynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddel dem ligere; med Glæde skal jeg efter Evne bære den Del, som forhen laa paa den Usle. Da skal Enevolds-Magtens Land være Friheds, Glædes, Over- flødigheds, Trygheds Land, mer end det frie England selv, hvor egennyttige og nedrige Ministre vel ej kunne hindre Folkets Raab at komme for Kongen, men hvor de dog hindre \ irkningen deraf, hvor de tør understaa sig at fængsle Folkets Forsvarere, dem, som tale en hellig Sag. Danmark, Norge og Fyrstendømmerne tale igjennem min Mund til Dig, o Konge! Hverken Hykleri, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen. Ikke har jeg nedrig eller flittig gjort Opvartning for de forrige Ministrer; aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa eller bukket for de sidste Afskum ; aldrig har jeg som en Betler nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takkei jeg foi, at de have sat mig i Stand ej at bede om Noget. Hør derfoi, Sandheden af min Mund, en Sandhed, som ej kan være mis­ tænkt etc. D et k a n ik k e næ gtes, at det er frim od ig T ale, Su hm her fører, saa frim od ig, ja dum dristig, at m ange al hans Sam tidige studsede over, m en p aa samm e T id glædede sig over, at en Mand h avd e M od til at føre et saadan t Sprog, h envend t direkte til