PeterFrederikSuhm_1898

Peter Frederik Suhm.

2 2 2

j e g

d o g

f o r s i k r e ,

u d e n

a t

o v e r d r i v e

m i n e

O r d ,

a t j e g

e l s k e r

D i g

i

s a m m e

G r a d

o g

m e d

s a m m e

O p r i g t i g h e d ,

s o m

d a

m i n e

P a s s i o n e r

v a r e

i

d e r e s

f u l d e

F y r i g h e d .

H y k l e r i e

e r

m i g

e t

u v a n t

o g

f æ l t

S p r o g ;

o g

h v o r f o r

s k u l d e

j e g

s m i g r e

f o r

D i g ,

n u

j e g

o m

e n

k o r t

T i d

e j

t r æ n g e r

t i l

n o g e n ,

o g

m i n d s t

v i l d e

m i s b r u g e

D i t

Y e n s k a b

o g

g o d e

H j æ r t e .

F o r s y n e t

h a r

g i v e t

D i g

A l t

h v a d

D u

k a n

ø n s k e

D i g

i V e r d e n ;

j e g

h a r

a l e n e

a t

ø n s k e D i g A a r o g H e l b r e d

a t

m æ t t e

D i g

a f ,

o g

f o r l y s t e

D i g

m e d

D i n

F o r r a a d

o g

F o r r a a d s k a m m e r e ,

t i l

a t

o p l y s e

D i n e

M e d b o r g e r e

m e d

D i n e

l æ r d e

S k r i f t e r ,

t i l

a t

o p ­

b y g g e

D i n

J æ v n c h r i s t e n

m e d

D i n e

g o d e

E x e m p l e r ,

( t h i

D u

v e e d ,

a t

L æ r d o m

u d e n

D y d ,

e r

s o m

e n

K l o k k e

u d e n

L y d ) ,

o g

t i l

a t

v e d e r k v æ g e

v æ r d i g e

T r æ n g e n d e .

T i l l a d

m i g

i

d e n

k o r t e

T i d ,

j e g

h a r

t i l b a g e ,

a t

g l æ d e

m i g

v e d

a t

v æ r e

y n d e t

a f ,

o g

i

d e t

m i n d s t e

a t

k j e n d e

e e n ,

d e r

e r

b a a d e

L a n d e t s

o g

m i n

V e n .

H i e l m s t i e r n e .

Det er en sørgmodig Klang, der lyder igjennem dette Brev, fremkaldt ved legemlige Lidelser, som Hielmstierne maatte bære med Taalmodighed, indtil hans sidste Dag kom. Men der klinger ogsaa i det Toner, som det oprigtigste Venskab har sat i Bevægelse. For Suhm var Hielmstierne en af hans »ældste og trofasteste Venner.« Medens Gerhard Sclwning var Professor i Sorø, besøgte Suhms hans Hus af og til, og Sorø var jo ikke fjærnere fra Hovedstaden, end at Schønings ogsaa kunde gjæste Suhms der. I Aarene 1773—75 faldt Schønings topografisk-historisk- antikvariske Rejse i Norge, som han foretog paa Regjeringens Bekostning, og under denne Rejse skrev han flere Breve til Suhm, af hvilke Nyerup har udgivet syv. Den største Del af disses Indhold drejer sig om Iagttagelser, som Rejsens Formaal gav Anledning til, derimod faar man ikke ret meget ud af dem, som kan oplyse om de to Mænds personlige Forhold. Suhm har hjulpet ham, naar han krævede Regjeringen for Penge til Dækning af Rejseudgifterne, thi det gik undertiden langsomt nok for Schøning at faa Pengene. Schøning blev, medens han var paa Rejsen, udnævnt til Justitsraad, hvilket han ikke ansaa for en Lykke, »men heller i visse Maader for en Byrde-, helst om man fordrer, at jeg skal indløse Bestalling, i hvilket Tilfælde det er mit fulde Forsæt, at lade den ligge