PeterFrederikSuhm_1898

80

Peter Frederik Suhm.

nerus sagde jo, at Præsternes Kundskaber trængte til at op­ friskes. Der var en Mand i Kjøbenhavn, som havde Tanken aaben for hvad der boede i Suhm, og som var overbevist om, at han burde søge en større Virkekreds end Trondhjem kunde give ham, om han end maaske ogsaa mente, at han selv vilde kunne høste Gavn af ham. Denne Mand var Jakob Langebek. Allerede 1757, den 3. December, skriver han: »Gud give Etats Raaden var her i Staden, jeg haaber vi vel skulde være hin­ anden til Tjeneste.« Den 3. Januar 1761 hedder det i et Brev: »Jeg ønskede vi havde Hr. Etats Raaden her nede hos os, da her er mange Ting, jeg kunde behøve hans daglige Hjælp og Raadførsel udi.« Og den 24. Juli 1762 siger Lange­ bek: »Jeg synger endnu mit gamle Omkvæd: Naar vil Etats Raaden komme herned til os? Efter min foranderlige Hel­ bred er det uvist, at jeg oplever den ellers forønskte Dag54.« Dette Ønske skulde Langebek dog se opfyldt, thi i Be­ gyndelsen af det næste Aar vidstes det i Kjøbenhavn, at Suhm vilde flytte tilbage til sin Fødeby. Den 19. Februar 1763 skri­ ver Dass til Suhm: »Min Længsel har paa nogen Tid været temmelig stor efter at see Brev fra min Herre, siden jeg havde hørt, at de havde besluttet at flytte til Kjøbenhavn. Deres højstærede af 20. Januar sidstleden har jeg og rigtig bekom­ met med de derhos nedsendte Sager, og seer deraf Deres fulde Forsæt.« Det var paa en Maade ikke godvilligt, at Suhms forlod Trondhjem, idetmindste var der ogsaa en ydre Bevæggrund, der lørte dem til at gjøre et saa stort Skridt, som det var at drage bort fra den By, hvor de have levet siden 1752. Denne Bevæggrund var et fuldstændigt Brud med Thomas Angell. Som tidligere fortalt, maatte Suhm gaa ind paa, at han og hans Kone skulde blive i Trondhjem og bo i Hus sammen med Fru Sara Angell og hendes Svoger Thomas, og da denne lorestod alle Ting i pekuniær Henseende, saa var det let at torudse, at der kunde fremkomme Vanskeligheder, for at Sam­ livet med ham kunde fortsættes aldeles fredeligt, thi, som Aa­ rene gik, maatte Suhms dog vist mere og mere føle det pin­ lige i, at leve som i et Umyndigheds Forhold ligeoverfor Tlio-