FrederikBøgh

4 kels D y r; de tog e det op o g bar det hjem for at pleje det. Efter n ogen T ids T avsh ed sagde saa F r eder i k: „M oder, nu véd je g , at Lam m et vil leve; je g har bedt G ud d erom “ . H un plejede da D y ­ ret m ed dobbelt Om hu, for at hans barnlige T ro ikke skulde rokkes — o g det levede virkelig. E nhver D reng har jo som oftest sine Passi­ oner ; blandt dem, nævne hans Sværm eri for sm ukke o g sjældne Stene. I en næ rliggende G rusgrav kunde han tilbringe m ange T im er daglig, ofte i Selskab m ed sin et A ar yn gre S øster, L egekam m erat; de gjem te da enhver S ten , de fandt, som var lidt aparte i F orm eller Farve. F r e d e r i k beholdt gjennem hele sin U n gd om denne Interesse o g K jæ rlighed, o g han sam lede senere m ed en saadan G ru n d ig h ed , at han i m ange A ar ejede en sjælden Sam ling a f sm ukke Stene. — H vad der o g sa a , da han var D reng, fyldte hans Sind m ed m ange T an k er, var de gam le S agn , som levede i hans H jem stavn —- Skam strupegnen er en sagnrig E gn — - o g for F r e d e r i k s Fantasi var der rigt Spillerum i S a g ­ nene om K on g Skammel. M an viste Stederne, hvor denne havde fæ rdedes, Bønderne havde bevaret disse Sagn i Folkem unde, o g som undertiden var G jæst i Skam strup Præste-

F r e d e r i k særlig havde, kan je g

K a r e n , hans trofaste

S v e n G r u n d t v i g ,