FrederikBøgh

95 da hørte jeg altid lidt Fuglesang, og Marker saå jeg og grønne Enge; dem tænkte jeg paa, naar jeg siden hang og Tiden blev mig saa gruelig lang, fordi jeg nu ikke kan lide at hænge. Saa gik jeg istykker — jeg stakkels Skind — men Du — Du fik mig til Staden ind, og saa blev jeg pæn, det maa man mig lade; nu hører jeg derfor med til de Glade, ja, næsten jeg tror, jeg hør’ med til de Unge, for nu har jeg ordentlig Vejr i min Lunge!

K o r a f H a v e n s T r æ r : Naar Maanen staar op over Kirkens Top og sejler hen over Himlen, og Skyen saa snart fejer bort i en Fart, og klar vorder Stjærnevrimlen, da staa vi saa glade, vi Træer smaa, og skjønne ret paa vore Knopper og Blade,

da ønske vi bare, at Nogen dog saå