FrederikBøgh

97 Den hele Skov af Foraarskvad da toner; men selv naar Efteraaret frem sig dukker, naar Vinden mangt et Blad af Træet plukker, selv nu — hvor staar jeg godt bag Bøgens Kroner! Du planted mig i denne Rigdoms Fylde, Du saå til mig fra den Tid, jeg var liden, og Dig maa alt mit Liv jeg ganske skylde. Jeg voxed til, og jeg blev stor med Tiden, tilsidst jeg lærte ogsaa D i g at hylde og bringe Dig min Tak for Plante-Fliden!

» B ø r n e n e s y n g e : Minderige Hjem, hvor herligt skal Du lyse paa vor Sti! Fader, Moder staa saa kjærligt for vor Tanke smukt deri. Hvilken Gave, gode Gud, gav Du os ej strax med Livet! Alting, Alt Du har os givet — Lovet være Lysets Gud!

7