FrederikBøgh

og træder meget smægtende frem og siger sit Nummer 6, saaledes lydende: Fyldige Lokker, der yndig sig bøje i en fortryllende Krans, underfuldt Liv i det sprudlende Øje rent har forvirret min Sans; Deres — min Frøken! — er Lokkerne bløde, Deres de funklende Blikke, som gløde. Hun svarede, rigtignok noget haardt, men sagtens i Bevidsthed om Devisens virkelige Anvendelig­ hed paa ham: Og Deres er Talen, den vamle og søde, og Deres er Blikket, det dumme og døde. „Lieutenanten“ blev saa ynkelig og var saa morsom — Du skulde blot have set det. N i c o ­ laj. raabte sit Nummer op, og fremtren Jomfru G .; han læste:

Gyngende, syngende, Armen omslyngende, flyve vi svævende, henrykt og bævende, let paa de klingende, smertebetvingende Tonernes Vinger.