FrederikBøgh

109

og saa er man Noget“. Ni c o l a j var nu først et Suk, dernæst et Smil, saa en Rose og endelig en af Amors Pile. Da han var det sidste, havde hans Dame budt sin anden Arm til Hr. O .; hun spurgte nu N., hvad han vilde være, han svarede meget ømt: „En af Amors Pile“ ; dernæst vendte hun sig til Skolelæreren, som med forbavsende Hurtighed udbrød: „En Pæstenak“. Det lød latterlig. Og saa spillede han Frøken O. et net Puds. Du véd jo nok, hvordan det er at sidde paa Stolen med Ret til at sende Herrerne bag denne. Frøken O. har nu en vis Svaghed for at fjærne saa mange som muligt; vi Herrer stode saaledes ulykkelige bag hendes Stol, N i c o ­ laj var nu den sidste; han blev hentet frem, og meget ærbødig bad han hende at undskylde, at han ikke kunde danse med hende; men — han var „saa gruelig træt“ . Saa fik hun slet ikke danset den Gang. Det var jo grumme uforskam­ met; men Indfald var der dog i det. Og tænk Dig saa, da vi dansede Mazurka, standse vi meget forundrede ved, at Spillemanden pludselig holder op; han rejser sig ganske rolig og siger følgende klassiske Ord: „Tillader De, at min Næse bløder?“ Han fjærnede sig nu under me­ gen Munterhed, og Hr. O. tog Violinen og spil­ lede os en hurtig Polka. Senere opførte han en