FrederikBøgh

I nogle Dage have vi haft en forfærdelig Regn og Storm herude; men da jeg og min Familie iaften gik en lang Tur, havde hele Na­ turen faaet en saadan Friskhed, at den var som gjenfødt: Skoven var grøn igjen, Høet og Lin­ den duftede, og Fuglene sang — kort, der var en overvældende Rigdom i Naturen, som maatte bringe Enhver til at juble af Glæde over at være dansk; thi ved en saadan Lejlighed synes jeg, man stærkest og varmest føler, hvad det er, vort Fødeland kan byde os. — Etsteds i „Hjemløs“, som jeg læser i disse Dage, er der fremsat den Paastand, at den sande Lykke bestaar i at be- gjære saa Lidt som muligt, men glæde sig over, hvad man har, og jeg tror, at jeg giver ham Ret, ialtfald i dette øjeblik. Hvortil denne sygelige Rejselyst, denne Be- gjærlighed efter Bjærge og Orangelunde, naar Ens eget Land kan give og giver En saa Meget, som Danmark byder os? Men er det ikke atter denne underlige Jagen efter Illusioner, der har bemægtiget sig En? Et Bjærglandskab ser saa nydelig ud baade i Tegning og i Bøger; et fjærnt Skovparti paa den anden Side Søen henriver En; men er man der først, saa ser man over paa den Side, hvor man stod før, og har ikke Øje for de Skjønheder, man før glædede sig over.