FrederikBøgh

Det Samme faldt mig ind i Formiddags, da jeg sad hjemme og spiste Frokost, og en Zigeuner- bande en miniature gjorde Holdt udenfor vore Vinduer: Moderen, et Ideal af Ækelhed, ret en Illustration til Karl Rosenkranz’ det Hæsliges Æstetik, og en stor, rød Køter vare spændte for den ene Vogn, hvori en durch und durch grisset Unge laa imellem Madvarer og Klædningsstykker; Faderen og en anden Hund trak Skærslipper- børen, medens tre sorte Drenge løb ved Siden. Det var en af de Familier, som i Bl i chers eller Carit Etlars Mund kunde se ud som noget af det Stolteste og Frieste, Jorden har skabt — men her, set nærved! Uh ha! Jeg talte i en halv Times Tid med Faderen, der var et non plus ultra af skurkeagtigt Udseende og dum Stolthed. Han fortalte mig en Del Episoder af sit Liv, og de vare kjedelige; hvad der var morsomt, var sagtens Løgn. Dum Patos og Stoltheden over „aldrig at have været i Tugthuset, og aldrig at have tigget“ opfyldte ham -— ; men da han tilsidst bad — ja, hvor er Grænsen til Tiggeri? Men enfin, han bad — mig om et Par gamle Støvler, saa svandt rigtignok en Del af den stolte, frie „Natmandsglorie“ fra hans Hoved. -— Vor gamle Værtinde, Margrethe Jens Han­ sens, cognomine „Dronningen“, er død under