FrederikBøgh

134

træffelig, og det traf sig netop saa heldig, at der den Aften, vi kom, skulde være Juleselskab i Præstegaarden, hvor vi altsaa samledes med alle Egnens gamle Venner og Bekjendte. Før Selskabet, om Eftermiddagen, kunde jeg komme over til Fader Ky hn ; Du skulde have set ham; han blev ligesom ellevild af Glæde over at gjense os. Saa slukkede vi Lysene og satte os til at snakke paa gammel Vis. Ilden brændte lystig i Ovnen, og jeg kom ret til at tænke paa Livet i den gamle Præstegaard, hvor vi saa tit havde siddet om Aftenen paa samme Maade, og jeg savnede i dette øjeblik saameget mine kjære Forældre.

Der var dog saa godt i det gamle Hjem i Mørkningstiden, naar muntert Flammen fra Ovnen lyste, og kjærlig sammen vi sad og nynned i Fryd og Gammen. Da dukked alle de Smaasange frem om Jesusbarnet i Bethlehem, om Mater Maria og Verdens Farvel, om Sjælens Fred i den sidste Kveld.

Da satte sig tit til det gamle Klaver saa frit og frejdig „den lille Dukke1)“,

J) H an s S ø ster H e n r ie t t e s K jæ le n a vn .