FrederikBøgh

137

det har altid været mig, som om jeg da kom til at berøre et ømt Sted hos Dig, og Du søgte at dreje af. Kan Du huske en Formiddag, da jeg besøgte Dig og fandt en Korrektur af „Fiskerne“ paa Dit Bord? Jeg kom til at sige: „Det maa være et prægtigt Arbejde at have nøje med O e h l e n s c h l æ g e r at gjøre, det var ret Noget for mig.“ Du svarede: „Ja, til Jul ophører det for mig, saa kan Du jo se, om Du kan faa det; men jeg tror jo rigtignok, at det i det Hele hører op.“ Kort efter var jeg en Dag hos L i e b e n b e r g ; vi kom til at tale om bemeldte Korrekturer, og han sagde mig nu, at denne Besørgelse af iste Korrektur kun var kommen istand for at fremme Arbejdet. Jeg fortalte ham, at Du hidtil havde besørget dette Arbejde, hvilket han ikke vidste, og han sagde mig — bliv nu ikke vred — at Du ikke havde gjort det rigtig godt, lovlig flot. Da jeg endelig meddelte ham, at det var et Arbejde, hvortil jeg havde en overordentlig Lyst, sagde han: „Ja, vil Du overtage det, vilde det jo , være mig til megen Gavn; fire øjne se altid bedre end to.“ — Jeg overtog da Dit forrige Hverv, i Begyndelsen fuldkomment paa det Uvisse, da d’Hrr. Boghandlere jo ikke holdt af forøgede Udgifter, jeg overtog det alene af Interesse for