FrederikBøgh

138

Sagen, indtil L i e b e n b e r g senere udvirkede, at Arbejdet dog ogsaa bragte mig noget finansielt Udbytte. Jeg kan derfor ikke, min kjære U s sing, tro, at jeg herved har handlet mod Dig, som det ikke sømmede sig for Ven mod Ven, og det har undertiden smertet mig, at jeg har troet at se, Du betragtede det saaledes. Men, ikke sandt, saa er det jo dog bedst at faa Sligt paa det Rene, om det end kun kan ske skriftlig. Jeg forstaar Dig godt: Du har hidtil ment, at jeg har revet Dig Dit Arbejde af Hænderne, og dette havde ikke været smukt; Du har ikke set, at den tidligere Indretning kun blev beholdt, fordi Lie- benberg havde Lyst til at arbejde sammen med mig. — Og hermed, min kjære Ussing, haaber jeg, jeg har udrettet, at Du ikke oftere vil tænke paa denne Sag med en Bitterhed mod mig, som jeg tror, Du hidtil har næret, skjønt Du aldrig har vist mig Spor af den. — Og saa, Farvel! Det var en lang Skri­ velse, men Du faar den vel læst. Jeg skal, naar vi ses, sigeDig en underlig Konsekvens af Søren Ki e r kegaards Ord om Liv i Erindring og Liv i Gjentagelse; jeg klækkede den ud paa Vognen, da jeg kjørte hertil. Hils Din Familie, og vær selv hjærteligst hilset af

Din hengivne Ven Frederi k Bøgh.