FrederikBøgh

149

hans Svigerinde — ud for at se: der stod en dejlig Række Ræddiker. „De spiste dem da vel ikke?“ spurgte Sadelmageren fraNykjøbing. „Det var jo vederstyggeligt“ lød Svaret, og Tyskeren tilføjede: „Ja motbytlicht“. I den Smag faldt Konversationen, og jeg glædede mig jo. Efter Frokosten kom Pæda­ gogen til den sørgelige Erkjendelse, „at han ikke kunde holde sig“ , og nu fandt han ikke mere noget Raskt i Søens Bevægelse. — Efterat jeg havde naaet Stege, modtog jeg en Kotelette, der med andre Egenskaber for­ enede en pikant Vildtsmag, og nu rullede jeg med friske Kræfter afsted til dette dejlige Sted, hvor jeg har det saa fortræffelig, som muligt er. Kammerherreinden er en højst elskværdig Dame, som ikke véd, hvor godt hun skal gjøre mig det; jeg gaar ganske som hjemme blandt de tre Damer, som Enkesædet Liselund indeslutter. Forresten ere vi ogsaa meget lierede med For­ pagter Ro s i n g s , som ere yderst ligefremme og naturlige Mennesker, hos hvem vi gaa ligesom hos Fader Ky h n s i gamle Dage. Vi føre jo nærmest et Adelsjunkerliv: vi fiske, ro, ride og jage. Blandt Forpagterens Heste gjør jeg ogsaa interessante Studier, navnlig føler jeg en vis Til­ trækning til én blandt dem, der „studerer“ o: den