FrederikBøgh

159

syn til det Franske, for det er idel Omvæltning“ — — Her var Skæbnen ham haard; her, hvor man dog ikke kan nægte, at hans Foredrag fik retorisk Sving, her indtraadte han i den sørge­ lige Tilstand, som man plejer at betegne ved, at man gaar fra ’et. Forgjæves gned han Knoerne over den stolte Pande; der kunde ikke komme Mere end en Anbefaling til Vælgerne med Det, han havde sagt, som tilstrækkelig betegnende. Da han derpaa havde spurgt, om Nogen vilde „inpellere“ ham, optraadte den djærve Møller paany og spurgte ham, om det kunde være til­ ladt, at en holstensk Skipper dér i Byen solgte Kirkebrød i Forening med Ost, Smør, Snus og Røgtobak, „dette Brød, hvorom der stod i Skrif­ ten: „„Dette er mit Legeme og Blod“ “ , nemlig Kristi, dette Brød, som brugtes ved Daaben og Nadveren.“ Den sidste lille Upaalidelighed med Kirkebrød ved Daaben bør tilgives Spørgeren, da han paa dette Punkt var kommen i „Effekt“ (saa- ledes hedder det herovre blandt de bedre Ho­ veder). Marskandiseren ménte, at dette Salg vistnok burde forbydes Skipperen, og efter denne Erklæring skred man til Afstemning, hvorved Marskandiseren desværre kun fik fem Stemmer, hvoraf den ene skrev sig fra en Herre i uldne Trøjeærmer, med en umaadelig Ugenerthed i