FrederikBøgh

166

have gaaet ganske uden det 01, saa havde man lettere gættet det“. — Hun lo hjærtelig, og jeg fortsatte med flere og flere Sandheder, og snart opdagede jeg, at hun elskede mig lidt; denne Metode var hende ny: den interesserede hende; den gamle med Netheder Var hun kjed af. Ja hun er herlig! — Forresten har jeg haft det ganske ved det Gamle og har ikke bedrevet noget Mærkeligt — jo , det er dog sandt: i „Dagbladet“ har jeg skrevet et Digt over Frederiksborg, som har gjort stor Lykke og vakt Opsigt. He i b e r g har kaldt det „storslaaet“ og fortræffeligt, han har sagt: „Jeg kan ikke faa i mit Hoved, hvem der har gjort det; det er et Menneske, der har skrevet Vers i tyve Aar; jeg troede, det var Chr. Wi n t he r ; men her er dog noget Nyt, jeg ikke kjender“. — Jeg har skjult mig fuldkomment; Ingen aner, det er mig. Du maa ogsaa love mig ikke at sige det til et eneste Menneske — det kunde blive mindre lysteligt i Tiden. Men Du vil for- staa, at en saadan Udtalelse af He i b e r g maa glæde mig; han havde kaldt Formen „klassisk“. Lev vel, kjære Ven! Din hengivne Fr e d e r i k B ø g h.