FrederikBøgh

170

havde ført ham herop for at tjene ved ham , da han nem lig var blind. Nu bliver han urolig: „Jeg vil ikke ligge her læ nger o g skabe m ig! D u skal gaa m ed m ig .“ D e gik ned af Graven. Saalæ nge de kunde h ø r e s , var hun umaadelig aimable m od h am : „N u skal je g sige Dig, hvor- m ange Blus je g kan s e ; Din Stakkel, Du kan jo ikke se m ere“ ; m en saasnart hun kom uden­ for H ørerum , begyn d te hun ordentlig at skjælde ham u d : „Saadant et Bæ st! Her k om en halv Snes F orn em m e, o g vi kunde have tjent Meget, o g saa vil saadant et A sen ikke blive liggende.“ O g de skjændtes nu hele V ejen ned med de forfæ rdeligste Eder o g Trusler. — Saa gik de til B yen o g sloges hele N atten ; m en paa Graven blev der ganske stille; Idioten laa o g so v i den V u g g e , Foræ ldrene dannede for h am ; naar han først havde sovet lidt, kunde de tage ham hjem igjen. Dødsstille var Alt, o g rundt i H orizonten brændte Blus. — D erpaa gik vi til K ilden, som ligger lige ud m od det store Hav. D en dækkes a f et lille Skur o g er meget forfalden. Her skjæ nkede en Fiskerfamilie Vand. Et Par D age i F orvejen havde M anden mistet sin B roder o g sine to Sønner paa Havet, o g det var virkelig rørende at se, hvorledes Familien tog denne store S org. Fiskere have i Almindelighed

*