FrederikBøgh

176 Gaarden staar i lys L u e, m edens Værten søger at ja g e den Ringende bort, der imidlertid ikke lader sig skrække saa let, m en raaber kjækt: „Jeg g jø r sgu ikke A ndet end hvad je g selv vil, o g je g vil strax have bayersk 0 1 !“ — han maa jo nødvendigvis glæ de E nhver, der blot ejer en lille Sm ule kom isk Sans. Igaar var B yen særlig festlig sm ykket; thi Staden H aderslev gjæ stede Asseniterne. Paa Skibbroen byder en B orger Gjæ sterne V elk om ­ men — ganske herlig — , hvorpaa en af G jæ ­ sterne takker for den venlige M od tagelse, „de havde faaet im orgen “ . M an drager derpaa i Pro­ cession til Hotellet for senere at sam les. T o skjændes. „D u skal nu altid være saa Satans præ cis.“ — „Ja vel, n atyrlig!“ — „Ja, m en fordi je g er, en fattig AJand, der ikke har fire Skilling i min L om m e, derfor lader je g m ig sgu ikke tyrannisere a f D ig , véd D u det, min B ro e r!“ — D e beundrende A ssen sbeboere glæ de sig over de nette Gjæster. Brede AJaren, en Skikkelse, der ser ud, som om AJar s t r and kaster forelskede Blik til ældre B orgere. V og n e ere stillede til AJængdens Benyttelse, o g man ruller afsted til B rahesborg. Jeg er ogsa a fra H aderslev, o g ukjendt kjører je g i Hr. A gentens V o g n m ed en P ukkelrygget o g hans Fætter samt

var hendes Skaber,