FrederikBøgh

rørte deres fælles Venner, at den ikke har hjemm e her. I Aarene fra 64 til 69 om gikkes de ikke saa n øje o g kjærlig som forhen; ogsaa deres forskjellige politiske Anskuelse skilte dem ad, ligesom A l g r e e n - U s s i n g fra den Kreds af U n gdom sven n er, han havde staaet nærmest. At han bevarede sit V enskab for F r e d e r i k , har je g Bevis paa fra en Samtale, som i Vinteren 66 forefaldt m ellem en af mine Veninder o g ham. Hun skriver derom til m ig: „Jeg besøgte en Aften min V eninde N. N. o g hendes M and; vi sad alle T re i h yggelig Sam ­ tale, da en m ørk Herre traadte ind. Han havde et sydlandsk Y d re, je g troede, han var en U d ­ lænding, men n e j, han blev præsenteret som Kandidat F r. A l g r e e n - U s s i n g . havde hørt ham om tales, saå je g m ed en vis N ysgjerrighed paa h am ; han havde m ørke, levende ø jn e , det sorte Haar var strøget tilbage, o g over hans V æ sen var der n oget vist Zirligt, Høfligt, K om plim enterende o g d o g Tilbageholdent. Samtalen faldt frit o g naturlig; det forekom mig, at je g aldrig havde været samm en m ed en saa m orsom o g interessant Herre. Hans Replikker faldt m eget træffende, o g han havde det sel­ skabelige Talent eller m aaske rettere: den E lsk­ væ rdighed, at han nøje lagde Mærke til hvad de

idethele fjæ rnede sig

D a je g ofte