FrederikBøgh

183 — han kaster ingenlunde sit V enskab i Gram s for Alle o g Enhver. D e m aa da og sa a kunne forstaa, at en saa lyrisk, nervøs Digternatur ganske naturlig m aa blive kritisk, idet M eget maa støde o g saare den.“ — „Ja, ganske vist; m en det forekom m er m ig, at han ogsaa kan stille sig koldt, afvisende ligeoverfor M eget, som d o g er fuldt berettiget, bravt o g hæderligt.“ — „Ja, det har je g sagt: Alt m aa have en sm uk F orm for at tiltale ham ; thi F r. B ø g h rik netop i Ferien i Gamtofte. Han blev saa dybt rystet, som je g sjældent har set h am , o g skrev følgende Brev til F aderen: — „D en overraskende Efterretning om D eres Søns D ød har levende fyldt m ig m ed den F ø ­ lelse, at je g har lidt et T ab, mistet et M enneske, for hvem je g nærede V en sk ab, o g til hvem je g var bunden ved talrige Baand, om end T iden med dens forskjelligartede Indvirkning paa os har vist sig stærkere end v o r Sym pati. Idet je g saaledes i V em od hengiver m ig til Følelsen af Savn, maa je g tillige stadig tænke paa d em , for hvem dette Savn er langt betydeligere, sm erte­ ligere o g mere indgribende, tænke paa det H jem, Æ stetiker.“ Da A l g r e e n - U s s i n g døde i B egyndelsen af Januar 1869, var

er hélt igjennem

temm elig pludselig

F r e d e ­