FrederikBøgh

192

Professor

C l a u s e n o m, hvem Forfatteren d og

kunde være. D enne havde da sa gt, at efter noget vist F ilosofisk i Artiklen o g efter dens ud­ præ gede æstetiske Sving antog h an, det maatte være B r ø c h n e r . Etatsraad m eget rim eligt, da m an tydelig sa å , at det val­ en ældre Videnskabsm and, nærm est en Hegelianer, etc. løvrigt fandt de A lle, at Artiklen var for­ træ ffelig, at det var heldigt, den gav en saa udtøm m ende A nalyse af K unstvæ rket, i Stedet for m ed tom m e O rd at sm igre K unstneren, at den var saa rolig skrevet, o. s. v. D u kan jo nok tænke D ig, at denne Diskurs var m ig m eget m orsom ; je g deltog selv deri o g frem førte nogle Anker m od forskjellige Punkter i B edøm m elsen; m en disse bleve tilbageviste m ed stor Kraft og Iver, o g saa trak je g m ig undselig tilbage og ménte, at det jo var muligt, je g to g fejl. — Over „D agbladets“ A nm eldelse æ rgrede je g m ig ogsaa lidt; overhovedet er je g den E neste, der har leveret M ere end to Linjer, o g den P assus, som findes i flere Blade, at „D a vid “ danner en værdig Pendant til B i s s e n s fortrinlige V æ rk , er her temm elig ubetim elig o g uretfærdig. A lt , hvad B i s s e n gjør, skal jo nu én G ang væ re fortrinligt; indskrænkede man sig til Bysterne, da kunde det jo væ re m eget rigtigt; — m en kom m er en vis

L i n d e fandt dette