FrederikBøgh

en stadig Gjæst i de gamle ø s t ’ s Hus, og han nød dér en Kjærlighed, som han altid var tak­ nemmelig over. Det E n e ste , som forstyrrede hans Skoleliv, var en bestandig tilbagevendende Sygelighed og Feber, som ofte holdt ham hjemme og bandt ham til Sengen mange Dage ad Gangen. Han kunde da ligge og sove uafbrudt næsten uden at tage Føde til sig. Da O e h l e n s c h æ g e r døde d. 20 de Jan. 1850 , vare Disciple fra de fleste af Kjøbenhavns Skoler tilstede ved Sørgehøjtideligheden i Frue Kirke, og Eleverne fra „Efterslægten“ havde da den nær­ meste Plads ved Kisten, paa hvilken de havde lagt en Sølvkrans — O e h l e n s c h l æ g e r var jo nemlig selv udgaaet fra denne Skole -— F r e d e r i k var blandt de Udvalgte, og han fulgte den store Digter til Graven. For ham blev dette en Begi­ venhed, som prægede sig dybt i hans Sind. Da H. P. H o l s t paa „Efterslægtens“ Fødselsdag den 4 de Marts 1850 holdt sin Mindetale over O e h l e n - s c h l æ g e r , v a r . F r e d e r i k meget begejstret over hans Ord og fik ved denne Lejlighed ligefrem Kjærlighed til H o l s t . Han fandt endogsaa i sine seneste Aar Nydelse ved at tilbagekalde denne Tale i sin Erindring. Han var allerede tidlig fortrolig med O e h l e n s c hl æ g e r s Værker og nærede en overordentlig Kjærlighed til ham som