FrederikBøgh

19 Næstældste af en stor Børneflok. Da jeg kom til Kjøbenhavn, var det Sommerferie, og F r e d e r i k var altsaa rejst bort til sit Hjem. Jeg gik lidt ene om , da Ingen havde Tid til at tage sig ret af mig. Tante J e t t e (Fru B i æ d e l ) sagde ofte til mig: „Var dog F r e d e r i k hjemme, saa skulde Du nok more D ig; han kunde gaa med Dig paa alle Museerne.“ Endelig kom han da — jeg saå med Forbavselse en lille, spinkel, bleg Dreng med rødligt Haar, en ly s, zart Hudfarve, blaa, klare Øjne, fine, bløde Ansigtstræk og navnlig en smuk, udtryksfuld Mund. Han var omtrent et Hoved mindre end jeg selv. Var det h a m , som skulde vise mig Museerne? Jeg troede, Tante havde villet narre mig. Vi stode Begge som to for­ legne Børn overfor hinanden — vi begyndte med at sige „De“ til hinanden; men det fortrolige „Du“ kom allerede Dagen efter frem, — og vi bleve snart gode Venner og Kammerater. Aldrig har jeg set Kjøbenhavns Museer og Malerisam­ linger grundigere end i de U g e r , F r e d e r i k of­ rede paa at gaa rundt og vise mig dem. Jeg var forbavset over hans Kjendskab til Alt og maatte snart erkjende hans Overlegenhed baade i Kundskaber og Forstand. Jeg blev i B 1æ d e 1s Hus et Aar igjennem og fik Undervisning dér. Det' var et sjældent lykkeligt og udviklende Aar for m ig;