FrederikBøgh

24 over alle de Lovtaler, han m ed egne ø r e n havde hørt. N i c o l a j blev virkelig betuttet i det, o g je g fik m ig paa Kanten a f F r e d e r i k s Aftenen en lille fortrolig Samtale om H ovm od , F orfæ n geligh ed, om den N aade at væ re g od e G aver b e tro e t, m en da og sa a at væ re H erre over dem o g ikke glem m e Giveren. forsikrede m ig , at je g kunde væ re rolig, o g han bad o m , at det maatte vedblive at væ re en H em m elighed, hvilket N i c o l a j o g je g da strax gik ind p a a ; thi det er jo den eneste M aade, hvorpaa det kan undgaas, at han bestandig hører R os. Det blev altsaa bestem t, at kun i hans H jem o g paa Næsset skulde H em m eligheden betros. S ynes I ikke o g s a a , kjæreste Venner, at denne H em m elighed b ø r bevares saaledes for hans S k y ld ; vi ere saa angest for h am , da han baade i Skolen o g nu ogsa a her i det daglige Liv bestandig m aa føle, hvor han i alle aandelige H enseender staar over S. o g B. — han er altid, her o g dér, den Belærende, den V æ kkende iblandt dem — o g dette g jø r jo d o g , at han ofte m aa blive opm æ rksom paa sig selv , — (o g hvor kjær F r e d e r i k end er os, saa kunne vi jo ikke næ gte, at han d o g er lidt „V igtigh an s“ — at han er det, er jo alligevel rim eligt, fordi han er forud for sin A ld e r ); m en derfor synes je g o g -

S en g om

F r e d e r i k