FrederikBøgh

39 der atter fordrer en gjennem gaaende Reform ation. Se, derfor m aa vel L egem et holdes lidt tilgode, naar det ikke vil finde sig i en saadan U ro , o g derfor m aa je g vel ogsa a finde m ig i at blive s y g af „nervøs M athed“ . D a m aa je g jo huske paa, hvad je g en gan g saå i Din lille grønne B o g : „Er det først M orgen, da bli’er det nok D a g ; thi L yset vil evigen sejre.“ O g lever je g i denne Lidelsestilstand, hvori je g tvivler o m , at der findes n oget G odt o g Skjønt, da m aa je g trøste m ig ved, hvad har lært m ig: „Sehest D u nie die Schönheit im A ugenblicke des M en her sidder je g jo o g afslører Følelser, som ellers aldrig kom m e for L yset, aldrig m ed­ deles N og en , saasandt de kun tilhøre E n , m ig selv; heri m aa D u da, min kjære Tante se hvad D u er m ig ; heri m aa D u se min Glæde over, at der i D ig er blevet m ig bevaret N oget, som je g d o g véd er god t o g skjønt. Det strider imidlertid m od min Karakter at dvæle længer ved min eneste E jen d om , o g som en F ølge heraf drager je g Fligen for, der et Ø jeblik flagrede til niemals hast D u die Schönheit g e se h e n !“

Sc hi l l er

Leidens,

Mar i e ,