FrederikBøgh

51 faa Udmærkelse. Hvad Logikken angaar, da behøver jeg jo ikke at sige D ig , at jeg heri og- saa ved Omgang med Eder er bleven i den Grad uddannet, at jeg ikke kunde undgaa at faa Ud­ mærkelse heri. Hvad endelig Psykologien angaar, hvor jeg var oppe i Følelserne, da maa jo navn­ lig Du, efter Dit sidste Brev, let kunne fatte, at Begrebet „Følelse“ i den sidste Tid saa levende er gaaet op for m ig, at det vilde have været højst forunderligt, hvis jeg ikke ogsaa heri havde faaet Udmærkelse. O lin e rejste i T irsdags, og jeg er noget trist derefter; jeg har nu saaledes vænnet mig til at leve sammen med Eder, saaledes vænnet mig til at tale med Eder, at gaa omkring med Eder, at le med Eder og at være alvorlig med Eder, at jeg føler et Savn, som Du nok kan forstaa. Nu stavrer jeg om som en enlig stakkels Fyr, og kommer jeg paa Langelinje, da holder jeg mest af den Bænk, hvor vi nok sad en Ef­ termiddag; da tænker jeg paa et gammelt dansk Ordsprog, som siger: „Den Bænk er vel prydet, som med Dannekvinder er sæ t;“ men naar man sidder ene uden Dannekvinder, saa er den ikke vel prydet. Du kunde nu rigtignok svare mig med S h a k e s p e a r e : „Man sværmer m est, naar man er mest alene;“