FrederikBøgh

som Lazaret, og alle Gulvene vare bedækkede med Blodpletter; jeg følte mig slet ikke vel. Som et Lyspunkt i vort Ophold her staar Erindringen om en lille Tur til det saakaldte Jordbærhus. Det ligger paa den nordligste Pynt af Fyen. Kysten kaster sig ned i Søen med stejle, dejlige Skrænter. Der var en Yppighed og Frugtbarhed, en Rigdom og Vildhed, som jeg aldrig har set AJage til. Der var Tidsler og vilde Roser, hele Bunden var be­ dækket af et Tæppe, virket af det dejligste, friske Græs, af alle Slags Smaablomster, vilde Jordbær med modne Frugter og M os, saa rigt og præg­ tigt; der var burrebedækkede Grøfter og rødtop- spirende Hvidtjørn. Det saa næsten ud, som havde Vorherre taget en Haandfuld Buske og kastet ned blandt Skrænterne; hver Busk stod saa frit og let, saa vildt og naturlig. Hvor øn­ skede jeg ikke her, at jeg havde haft D ig og E l i s a blot et Øjeblik ved min Side; jeg blev — underligt nok! —• borte fra de Andre, jeg gik med Dig og E l i s a , kan Du tro, jeg plukkede Blomster til D ig , og Jordbær; men hvad hjalp det? Halvt bedrøvet kastede jeg Alt bort igjen undtagen et lille Jordbærblad, som jeg er Nar nok til at sende Dig, skjønt Du jo ikke har videre Grund til at bryde Dig om det; husk dog paa, at det har levet et smukt Liv blandt Skræpper og