FrederikBøgh

siger i et Brev til min M and paa den sidste F ø d ­ selsd ag, han op leved e: „M in elskede F rederik! H vor er det d o g længe, længe siden d. da D u første G ang saa D agens L y s i Skamstrup, o g da Din Fader i sin H enrykkelse hentede gam le [Skolelærer] R asm ussen i M angel a f A n d re, som han kunde vise D ig frem for. D u var ogsa a et yndigt Barn. H vor tydelig husker je g min Glæde, da je g . første G ang efter et langt S ygeleje bar D ig over Stuegulvet. Jeg var stolt o g lykkelig; je g erindrer, at je g valgte et Øjeblik, da je g var ene i Stuen for rigtig at nyde min F ry d “ . M an ser af disse faa Linjer den unge M o ­ ders Glæde — o g den Kjærlighed, hvorm ed F a­ deren m od tog sin første S ø n ; den vedblev at forene dem hele Livet igjennem . F r e d e r i k har ofte fortalt m ig om sin lyk­ kelige B arndom i den gam le Præstegaard. — Skjønt der i de rent ydre F orh old kunde være M eget, som trykkede Foræ ldrene o g lod dem se Livet alvorlig m ed den snart store B ørneflok for ø j e , saa havde disse to kjæ rlige, forstandige Æ gtefolk en sjælden G ave til at frede om H jem ­ m ets H y g g e o g til at berede B ørnene en lykkelig Barndom . D er var Poesi o g G læ de, M unterhed o g Skjæm t i Hjemmet. Faderen var nok alvorlig i sin O pdragelse,

4 de N ovbr.,