gamleskibegamlehuse

havde hidtil brugt fem mand pr. to pander. Maaske kunne man frem tidig nojes med to for hver pande, hvis kvinder, børn og unge mennesker ville hjælpe til. Saa noget ville maaske alligevel spares. Der var efterhaanden en efter tidens forhold ret betydelig arbejdsstyrke kny ttet til saltværket, omkring 50 mand, og allesammen edsvorne — fra de højere »betjentere« eller funktionærer og til de almindelige arbejdskarle. Men der var dog den forskel, at mens de overordnede aflagde deres tjenesteed skriftligt, maatte de andre sværge mundtligt efter forskellige formularer, en for saltkogerne, en for maalerne og en for arbejdskarlene. Man ser dem for sig, stillet op til parade, mestersvenden, de 24 saltkogere, tre maalere og fire ar­ bejdskarle - flere var der endnu ikke paa det tidspunkt - en skon septemberdag i 1737, da løjtnant Schweder lod dem sværge kongen huldskab og troskab i deres tjeneste, ceremonien overværet af samtlige værkets betjente. Formula­ rerne var som sagt noget forskellige, men alle skulle de love at »forrette deres arbejde trolig, vel og ufortrøden, være sig nat eller dag«. Der var o tte funktionærer paa saltværket, hvis man regner faktoren Hans Chr. Brock med. Han forestod salget og fik ikke fast Ion som de øvrige, de r­ imod p rocen ter. Øverst stod forvalteren Chr. Schweder, og saa kom boghol­ der og kasserer Nikolaj Basse, kon tro llør Johan Adolf Koppe, materialforvalter Thrond Petersen, kogehusskriver Carl Gottlieb Holtzmann. Bogholderen og materialforvalteren havde desuden hver en fuldmægtig paa deres kontor, men det var meningen, der skulle ansættes flere, saaledes en direktionssekretær samt to kopister, baade en tysk og en dansk. Værkets korrespondance blev i det hele og store fort paa det fremmede sprog. Og man regnede med ansættelse af mange flere arbejdere. Paa det gamle værk ved dokken var der ved nytaar 1738 ialt cirka 50 mand i gang, og det var meningen, at det kommende aar skulle se om tren t samme antal i arbejde paa det nye værk, efterhaanden som de forskellige planlagte afsnit blev fort ud i livet. Her virkede allerede Aaltje Briilie i sin hollandske afdeling, helt igennem en kvindeafdeling, med tre hollandske og ni danske piger. Foruden flere saltkogere ville der her som paa Gamle værk blive brug for en materialkusk og en oppasser, foruden po rtner og natvægter. Ja, der skulle ogsaa være en priviligeret marketender, som ganske vist ingen gage skulle have. Og endelig ville man antage en læge, fælles for det hele værk. Alt i alt var lønningsbudgettet for 1738 sat til godt 18.000 rigsdaler. Men den øvrige drift af værket — herunder indkøb af raasalt — løb op til over 60.000, begge poster tilsammen 80.000 rigsdaler. Og dertil kom bekostningerne til det fortsatte byggeri — »det nye værk« var endnu hverken halvt eller helt færdigt. Det var dyrt at stille en saadan virksomhed paa benene. Oprindelig sorte­ rede den ligesom dokken under marinen, for siden at blive et selvstændigt O o 91