KøbenhavnsKirkesag_1926-29

147 Tager jeg mit Liv, min Glæde, min Frimodighed, min K raftr mit Haab som ert S elvfølge og som noget, jeg selv har skaffet mig, saa hviler det ogsaa paa mig selv og min egen Styrke, og naar det i trange Tider gaar nedad med denne, vakler alt, hvad der bygges paa den. Men er min Glæde, min Vis? hed, min Styrke, mit Haab og mit frie Mod en G a v e fra Gud, saa kan det staa, ogsaa naar Prøvens Tid kommer, og der er Skyer for Solen. M en hvorled es er da mit Forhold dertil? er det en Tilfældighed eller en blind Skæbne som er over mig. Den, som lever under en blind Skæbne, han lever under en lukket Himmel, han har ingen at sige Tak til. Ved at takke for Gaven og Glæden er det, at jeg tilegner mig denne, saa den virkelig bliver min, at jeg ikke staar i et blot ud? vortes Forhold til den. Kun ved at takke tilegner jeg mig Guds Gaver, saa de ikke bliver ydre Tilfældigheder, men Gaver, som gør mig glad, fordi de kommer fra ham, som under mig det vel. Det er det første: en G ave bliver først rigtig min, naar je g har takk et for den. Dernæst: Takken forbind er M od tageren ikke alene m ed Gaven , men m ed G iveren . Gaar jeg ind i en Butik og køber noget og lægger mine Penge paa Bordet, saa er jeg ikke det mindste forbunden med den, jeg køber hos. Naar Gud er god mod os og giver os sine Velgerninger, saa venter han ikke, at vi skal betale ham og yde ham nogen Gengæld, men han v en ter, at vi bringer ham v or Tak. V i husker alle For? tællingen om den gældbundne T jen er, hvem Kongen eftergav al hans vældige Gæld; ham gik det galt siden efter. Hvorfor? Fordi han, som havde faaet Lov at blive i Tjenesten hos Kongen, i Kongens Hus vilde indføre en anden Tone end den, som Kongen havde anslaaet, da han eftergav ham al hans Gæld. Han vilde staa med et egenkærligt og rethaverisk Sind indenfor den Konges Slot, som havde skænket ham den hele Tilgivelse. Men paa hvilket Punkt i Historien om ham be? gyndte det at blive galt med ham? Jeg synes, at det er der, hvor der ikke fortælles noget om, at han sagde Tak, da Til? giveisen var ham skænket; thi kun igennem Takken forbindes Modtageren af Gaven — enten det er Tilgivelsen eller en anden Velgerning fra Gud — med Giveren. For det tredie: Apostlen taler om Takken som det alt om fattend e — altid, for alle Ting — er det da ikke en Umu? lighed eller noget ganske uvirkeligt? Selvfølgeligt kan der tales derom, saa det bliver noget opskruet og uvirkeligt, men er den dybeste og stærkeste Tone i Takken ikke for O p fyld elsen af mine Ønsker, men Takken for Gud selv, saa er det ikke noget overspændt. Det er jo Meningen med de sidste Ord: „i vor Herres Jesu Kristi Navn“, at vi takker først for Gud. selv. A f et lille Barn skelnes der ikke mellem Fars og Mors Gave og Far og Mor selv, men som Barnet