KøbenhavnsKirkesag_1926-29

286 ud fra den Tanke, at Kordegnen ikke maatte have anden Virksom* hed. Samtidig fik Kordegnen, som tidligere i Regelen havde klaret sig med en beskeden Træffetid, nu stor Kontortid paa 4 Timer. Jeg har altid fundet, at set under Synspunktet Sognemissionær eller lignende, er Kordegneinstitutionen fortræffelig, men ogsaa, at folke* kirkeligt set var der her udvist en større Luksus, end man plejer. Der er saaledes maaske Punkter, hvor det kunde overvejes, om ikke en fornuftig Omordning kunde medføre Besparelser. Men med en saa lav kirkelig Skatteprocent som den, vi har i København, gælder det unægtelig om, at det bliver paa Omraader, hvor det ikke kommer til at gaa ud over Kirkens egentlige Arbejde. Det kunde tænkes, at der bag alt dette tillige laa Ønsket om at gøre Kirkefondet overflødigt ud fra den Tankegang, at det i sin Tid havde været en nyttig Nødhjælp, men ogsaa kun en Nød* hjælp, der nu ikke mere var Brug for. Det kan ikke siges, om denne Tankegang uden videre ligger bag ved disse Planer, men da man i hvert Fald kan møde den, er der tilstrækkelig Anledning til at nævne den i denne Sammenhæng. Hvis den tilmed vil beraabe sig paa — som det vitterligt er sket — at den brede Befolkning har Uvilje mod Kirkefondets Kirker og foretrækker de andre, saa kan dertil kun svares: at saa maatte det dog vise sig, at Arbejderbefolkningen søgte noget mere til de andre Kirker. Men jeg gad se den, der vilde vove en saadan Paastand. Den, der ikke er ganske ukendt med Sagerne, ved, at Præsterne ved vore Kirker har rig Lejlighed til at erfare, at netop det, at have været med til at give til Bygningen af en ny Kirke, kan give Folk en Følelse af, at Kirken er »vores Kirke«, ganske som de kan føle, at Sognets Præst er »vores Præst«. Lad denne Traad være tynd, den er tyk nok til, at der kan spindes videre paa den, og den er altfor uigendrivelig virkelig til, at vi har Raad til at undvære den. Den betyder nemlig uendelig mere end en forbigaaende Agitation i modsat Retning. Men rent bortset herfra er Opfattelsen af Kirkefondet som en Nødhjælp unægtelig i den mest skærende Modsætning til vort Syn paa Kirkefondet. Det gaar netop ud paa, at dette ved sin hele Stilling repræsenterer noget saare værdifuldt, noget, Folkekirken over* hovedet ikke kan undvære. Jeg skal ikke gaa nærmere ind herpaa, da jeg lige til Kirkefondets Aarbog har skrevet en lang Artikel om disse Ting og her maa nøjes med at henvise til den. Forøvrigt kommer det samme frem i Stiftsprovst Ussings foranstaaende Ar* tikel, se særligt midt paa S. 275. Og har man ikke Syn herfor, har man overhovedet endnu ikke forstaaet, hvad Kirkefondet betyder. Uden at prøve paa at spaa om, hvad Fremtiden bærer i sit Skød, er der et Par Ting, som kan slaas fast. 1) V i kender endnu kun delvis Ministerens Planer og ved heller ikke, hvor meget han vil sætte ind paa at gennemføre dem, men