KøbenhavnsKirkesag_1926-29

287 i og for sig kan vi ikke hindre en saadan Gennemførelse. Om ea Sogneregulering teer sig aldrig saa besynderligt, — og der er unæg* telig Ting, som synes meget besynderlige — Kirken kan ikke hindre den. Som Loven er i dette- Land, har en Kirkeminister paa dette,, som paa saa overmaade mange Omraader vedrørende det kirkelige Liv, i Virkeligheden i Øjeblikket suveræn Magt. Spørgsmaalet er kun, om han vil benytte den. Vil han ikke tage Hensyn til de fom skellige kirkelige Autoriteter og Myndigheder, behøver han ikke at gøre det. Han har diktatorisk Magt — og diktatorisk Ansvar. Saadan er Loven. 2) Derimod kan vi hindre, at den folkekirkelige Arbejdsmark ødelægges. Kan vi ikke hindre det ad de regulære Veje, saa staar andre Veje aabne. Og ingen Kirkeminister kan hindre os i at bruge dem. Om da ellers Kirkesagens Venner er vaagne, saa de forstaar,. hvad der staar paa Spil, og om vi selv vil gaa ad de Veje, som staar aabne, naar andre lukkes. 3) Tænker man sig — det er højst sandsynligt kun et Tanken eksperiment, men ogsaa dette kan undertiden være nyttigt — tæm ker man sig altsaa, at de to foregaaende Linjer kom til Udfoldelse, vilde det betyde noget dobbelt. Paa den ene Side en Svækkelse af det rent folkekirkelige, idet de normale folkekirkelige Rammer vilde være ganske utilstrækkelige overfor den foreliggende Opgave — og paa den anden Side en tilsvarende Styrkelse af det kirkefondskey idet der i Forholdene vilde ligge et Kald til Kirkefondet, saa stærkt, som dette ikke har været Tilfældet siden de første Tider. En saa* dan Udvikling vil, tværtimod at gøre Kirkefondet overflødig, kunne give det en Betydning, det aldrig har haft nogensinde. Det vilde maaske ikke være nogen Ulykke — men strengt folkekirkeligt set var det vel egentlig ikke det, som var Meningen. Og dette kan vi være vis paa: Kan vi være i Guds Linje, saa vil Han kunne bruge ogsaa disse Tiders Virvar til sit Riges Fremme i vor Hovedstad. Men saa maa vi ogsaa have Lov at mærke, at vore Venner staar sammen med os. P. HelwegtLarsen. En Berigtigelse. I B la d et » K ø b en h avn s K irk e sa g og M enigheden« Nr. 21 d. A. h a r Sogn epræ st Kr. Jensen i en A rtik e l om K irk esa gen s L in je skrevet, at je g o fte h a r u d ta lt, at der b u rd e væ re en »Pause« i M en igh ed sraa- denes In d stillin g a f P ræ ster. — D et er rig tig t. Jeg øn sker, at E m b e­ d ern e h ver fem te e lle r sje tte G ang b esæ ttes uden M en igh ed sraad en es M ed virken . P a sto r Jensen fo rtsæ tte r: »D enne B eskæ rin g a f M enigheds­ raad en es R et sk u ld e ske a f H en syn til æ ld re P ræ sters F o rfly tte ls e s ­ m uligh ed er.« — D ette er ik k e rig tig t. I det F o red rag, i h v ilk e t je g sid st a n b efa led e denne O rdning, og som fin d es try k t i »M enigheds­ raad en es B lad« fo r M aj d. A., b egru n ded e je g den m ed H en syn et til 1) de stæ rk t sæ rpræ gede P erso n ligh ed er, 2) de stu deren d e P iæ ster,. 3^ P ræ ste r m ed stæ rk t afvig en d e M eninger og 4) de u g ifte P ræ ste r. 7 B o sld ld e , 2. D ecem ber 1929. H. F o n n esbech -W u lff.