KøbenhavnsKirkesag_1926-29

33 hannes Kirkens første Sognepræsts Rudolf Frimodts nidkære og varmhjertede Initiativ. Frimodt var jo bleven Præst i 1861 ved den nyopførte St. Jo­ hannes Kirke, og han var snart klar over, at der maatte tages fat paa at faa det store Kæmpesogn delt. I sin Bog om Frimodt for­ tæller H. Stein (S. 76), at „Forholdene ved St. Johanneskirken var saaledes, at der i 10 Maaneder af Aaret 1873 havde været i Gennemsnit 40 Børn til Daab hver Søndag, 6— 7 Brudevielser og 15 _16 Jordfæstelser, og Tallet paa de ministerielle Forretninger ved St. Johanneskirken var i 1871 1,878; men i 1875 var det vokset til 3,531“ ! Saa man forstaar nok, at Frimodt indsaa Nødvendigheden af, at der snarest blev opført en ny Kirke i „Lygtevejskvarteret med tilstødende Utterslevmark“ . Og da han havde faaet „Tiggeriets Naadegave“ , som han selv siger, og nu med hele sin Ildsjæl ka­ stede sig ind i Arbe;det, varede det ikke længe, før der kunde skrides til Handling, „Komitéen havde bedt om 60,000 Kroner til Kirkens Opførelse — det var den Gang! — , og der indkom ude­ lukkende ved private Bidrag 66,000 Kr. til Kirken, 12,000 Kr. til en Præstebolig, og 20,000 Kr. til et Lønningslegat, hvoraf Præsten nyder Renten,“ — det var ogsaa den Gang! „Frimodts kjære Ven og Medarbejder fra Indre Mission Ru- d o lfv o lf, den Gang Kapellan i Farum, modtog Frimodts Opfor­ dring til at blive St. Stefanskirkens første Præst. Den 30. De­ cember 1874, faa Dage efter Kirkens Indvielse (den blev indviet paa St. Stefans Dag den 26. Decbr.), skriver Frimodt til Vennen Lorenzen i Sorø: „Det var en Højtidsdag at staa ved Enden af en Sag, som er grebet og fuldendt i Tro til Ham, som er fattige Syn­ deres bedste Ven, baade timelig og aandelig, og saa staa ved Enden saaledes, som vi have tænkt os det, trods alle spodske Bemærkninger og overlegen Latter.“ Og den 23. Juni 1878 indviedes saa St. Jakobskirken paa Østerbro med P. Krag som første Sognepræst. Alt dette blev nu saa forunderligt levende for én, naar man sad derude i St. Stefans Kirke. Forlængst er de to andre Herrens Tjenere gaaede hjem til den Hvile, der er tilbage for Guds Folk, Rudolf Frimodt i 1879 og Peter Krag i 1912; men endnu bestandig lyste Rudolf Volfs søl­ verhvide Isse iblandt os, indtil nu omsider ogsaa han, næsten 88 Aar gi., bøjede sit Hoved i Dødens milde Søvn. Og hvor levende blev nu det hele ikke for os hin Dag ude i St. Stefans Kirken, da dens første Sognepræsts Kiste stod foran Opgangen til Koret. Her talte først Holmens Provst, Dr. theol. H. M. Fenger. Forunderlig levende og livskraftig stod denne gamle Præst her og mindedes med hjertelig Bevægelse hin Dag for 48 Aar siden, da