CarlEtlarsMinder

saa langt borte, at vort D am pskibs Stø i ik ke naaer derhen, hæve sig nogle blaagrønne, halvrunde F ig u re r over S ø e rn e; det er Skildpadderne, som det sm ukke V eir lo k k er op i Vandskorpen, hvor de faae sig en tryg, lille Sø vn . R o e r man hen imod dem, lade de sig grib e om B enen e og hale in d ; det godm odige D yr gjør ikke den ringeste Modstand, det siger b lo t: « K u f, k u f!» hvilket efter K yn d iges F o r ­ klaring i D yrets A lm uesprog skal betyde det Samm e som : « L ad m ig nu væ re i F red , I S ly n g le r!» Je g seer det H ele. So len brænder allerede nu ved Vinden sover, D æ kket er glohedt. L ig e m eget! Je g er ombord paa Veien til A frik a med mit solide A n kerske R eiselegat i Lomm en og nyder Friheden efter n ylig i B adet Luchon ved Pyrenæ ern e at have endt R om anen «Firehun- drede A a r» , senere omdøbt til «T ranens V arse l», og som var bestilt a f R ed akteu ren a f « F o lk e ts A vis» samme F o raar. E n D ag traadte han ind til m ig hjemme i K jøbenhavn med de O rd : «D e maa sk rive N oget til os.» «N ei, jeg vil ikke.» « Je g forlader ikke Stuen , før De har sagt Ja .» «Um uligt, jeg er midt i et andet A rbeide, der skal være endt til min R eise.» « S aa maa De læ gge det tilside.» «Men jeg skal have hundrede K ro n er for A rk et.» «D et underskrive vi med det samme.» «H vad skal jeg sk rive om ?» «H elst en lang B o g fra M iddelalderen — forresten og- saa gjerne en fra v o r T id.» «G od t, saa lade vi den spænde over fire hundrede A ar og døber Væ rket med det samme.» Nu var A rbeidet altsaa til En de, H onoraret modtaget