CarlEtlarsMinder

i q 8

fra O rangeblom sten er som et K jæ rtegn , H avets dæmpede S a n g som en H ilsen fra Hjemmet. Men Solen stiger. Varmen læ gger sig som T aage over B y og B jerge, Him len er ikke mere blaa, men rødgraa, H avet ligner flydende Ild, det er ik ke L u ft, men Flamm er, Du indaander. Du kan ikke gaae, ikke sidde, ik ke sove. Du seer Intet, føler Intet, fatter Intet i døsig Mathed. A f Skabningens M estervæ rk b liver der kun et samm ensunket, gispende D yr tilbage. Icarus falder ned fra H im len ; de glødende Straaler smelte V o xet paa hans V inger. — Men Solen stiger. A tter vexler B illed et i A lgie r. N u er det m ørk A ften om kring paa B jergene, nede i B ye n tændes G aslygtern e. Janitscharm usiken lyder, det travle L iv s Hjul standser, G læ de og F o rly ste lse r overalt. Stjernerne komme frem. Udenfor C afeerne ere alle Stolene besatte a f alle Slags F o lk eslag. H er maa man søge disse talende F o rtid sb illed er. H ele Staden spadserer om kring paa Husenes flade T age, paa K aiern e og træ kke frisk L u ft fra Sø en , friske N yheder fra Bladene, bedømme, helst fordømme, enhver ny R egjerin gs- handling. A ftenen er P olitiken s Tim e, hvor man afsæ tter K o n g er og K eisere og skaber nye, b ygger L u ftk asteller og lader sin Sidemand bombardere dem ned igjen.» — Saaledes saae og hørte G arit E tla r paa sine R eiser. — «Du er en elektrisk M askine med alle B atterier i Fu n k tio n ,» sagde engang en Ven til ham. Det vilde im idlertid føre for vidt her at gjen give denne A frikarejses O plevelser og Indtryk. Dens Hændelser bleve i Korthed følgen de: C arit E tlar var saa heldig at møde to danske O fficerer i A lgier, hvis elskvæ rdige Forekomm enhed bragte ham væ sentlig N ytte.