CarlEtlarsMinder

200

E fter nogle Dages interessante Ophold hos den gjæ stfri H øvdin g drog C arit E tlar videre. Væ rten farvede til A fsked hans Tomm elfingres N egle gule med B a rk a f G u ldregn træ et og bød ham vise dette T egn til N abostamm ens A n fø re r; han vilde da blive godt modtaget. Saa red E tla r videre med en ny F ø re r. So len brændte, et K o leraliig, som fandtes ube- gravet ikke langt fra V eien, talte manende til ham om at vende om. Han blev ogsaa gjæ stfrit modtaget a f denne Stamm e, blev der nogle Dage, fik L edighed til at see det Indre a f A raberhøvd in gen s H arem , idet man antog ham for D octor, og bad ham helbrede Favo ritin d en s syge Ø ine. E tla r saae sig om, raadede til at bruge koldt Vand og spurgte bagefter H øvdin gen, hvor han turde lade ham see hans K vin d er. Høvdingen maalte ham med usigelig Væ rdighed og ytrede b lo t: «V ous étes un pére». O gsaa herfra medbragte E tla r et L eid eb rev, en Strim ­ mel Pergam ent, hvorpaa stod nogle O rd, dem P ro fesso r Herm ansen senere tydede for C arit E tla r : «1 Allahs N avn, lad min G jæ st fare i F red .» Da han efter en D ags anstrengende R id t endelig naaede den nye Stamm es T eltleir, blev han uven lig modtaget trods sit L eid eb rev. Mændene betragtede ham med mørke B lik k e. En undersøgte hans R eisetæ ppe paa en m istænkelig Maade, en Anden gjorde atter den betegnende H aandbevæ gelse op mod Halsen. Den gam le H øvding blev siddende uden at bevæ ge sig, skjøndt den Fremm ede rakte ham A n befalin gs­ tegnet. E n lille D reng sad ved hans Fø d d er og rev en Mængde S v o vlstik k e r af, naar Ilden slukkedes i den gam le ■ Mands Pibe. C arit E tla r blev staaende, uden at H øvdingen