CarlEtlarsMinder

205

udføre Hædersgaven. Je g fandt det ganske interessant at skulle male disse fyrstelige Person er og kom derover til de Danske, medens T yd skern e fik deres Maler. Saa malede jeg da disse fem yn dige B ø rn , der forresten vare voxne. - Je g boede nede i Præ stegaarden. E n Dag havde jeg sat en af Prindsesserne til T ø rrin g i V induet. E n a f Tjenestepigerne kilede ind til Fru en og raabte, at nu var en a f Prindsesserne kommen i Præ stegaarden. Huset kom i O prør, Fru en fik sig pyntet — jo, Prindsessen var i Huset, paastod Pigen — og det blev en kom isk H istorie! Den tydske M aler vilde natu rligviis gjerne stikke mig ud, og hans Landsmænd opfordrede ham til at give sin Me­ ning tilkjende, da mine B illeder vare fæ rdige. Han kom ind i mit A telier, hvor M alerierne stode opstillede. Han forblev længe tau s; endelig nærmede han sig til mig, bukkede skilles, at male den danske M ester.» Saa malede han mig og skjænkede Præ stefruen B illedet. De husker vort K u n stn erliv i K lubben «D et gode Sin de­ lag» henne i Boldhuusgaden ? Je g var med om at stifte den. D er kom ikke en frem ragende Størrelse til B yen , uden at han strax lod sig indføre i «Sind elaget». Det ene Selskab affødte det andet ligesom de præ gtige K unstnerkarn evaller, i hvis D irektion jeg ogsaa indtraadte. E n A ften husker jeg, at vi havde L ø ie r med Danmarks L o ria, fordi en Anden m askerede sig og efterlignede ham saa mestel lig, at sidst kom op at strides om, hvem a f dem der var den virk elige L o ria , uden at det lykkedes den ægte at o ver­ bevise den falske. 1 «D et gode Sindelag» mistede jeg mit Maleri af Fru dybt og sagde: «N u træ kker jeg mig tilbage. Men tillad mig, før vi

I