CarlEtlarsMinder

231

dette Selsk ab førtes de om paa Øen, til dets Badested G uagno, til K ysten s mæ rkelige B jerge, vare snart G jæ ster i dette Huus, snart i hiint. En Dag kjørte Colonna sine G jæ ster til tre R u in er. «H er boede mine Fo rfæ d re,» sagde han med Stolthed ; «den første B o rg brændte Saracenerne, den anden R om ern e; den tredie, De seer deroppe i Sk yern e, ødelagde Genueserne for os.» Saaledes aabnedes det virkelige C o rsik a for den danske F o rfatte r, og han læ rte Øen at kjende under Forhold, som ikke falde i mange R eisendes L od , naar de i Vogne gjæste Seevæ rdighederne. C orsikaneren aabner sig sjældent for den Fremm ede, betragter ham oftest med en overlegen Med­ lidenhed. Hjemme i K losterb ygningen under Kastanietræ erne ud­ foldede sig et andet L iv . H er samledes jæ vnlig K losterets Fæ d re hos C arit E tlar. D isse æ rvæ rdige M issionairer, hvoraf nogle vare a f udpræ get Dannelse, som tilbunds kjendte deres C o rsik an ere og skildrede deres charakteristiske O plevelsei, medens de syntes at finde Behag i de danske Retter. Paa den Maade indsam ledes Stoffet til de nævnte B øger fra C o rsik a. De indeholde derfor ny og charakteristisk V irkelighed. E n D ag traadte en laset Bandit ind i de Fremmedes Stue. Han bragte som G ave en F laske O liven olie, der «ik k e kunde veies op med G u ld », hans T ak, fordi han nogle D age tidligere gjennem en G edehyrde havde modtaget en F lask e V iin og andre Levnetsm idler fra C arit E tlar, som havde hørt om hans fredløse L iv i det næ rliggende Maki. Bandittens B rø d e var undskyldelig: en Mand havde haanet hans Moder, saa skjød han ham ned.