Rosenborg_1881

2 0

o m ta le r R a n tz a u s D ø d i e t R o s e n b o r g d e n 7. N o v e m b e r d a te r e t B r e v m e d fø lg e n d e O r d : »DeB R e iix k o f f in e is te r s

6. A c li b ittre død, H v i gjorde du det m ord? Den angest og nød, H a r g jo rt’ m in’ øyne rød, A c h livad lia r je g da g io rt! A id m in natur blev forvendt Og bespendt H ed angest runden om, Da saadant fo r m ig kom, A t je g miste brat, Den ædle skat, Som kom m ig fo r dag og nat. 7. T h i maa med m ig Enhver bekiende vel, D u død giø r lig Den fa ttig med den rig , Og tar uden fo rg ie l; Dog naar GUd give v il S it lov d e rtil, H ed d ig maa dandse hen Baade fiende, frende og ven. Ja i alle land, H verken kvin d ’ e lle r mand, Kand undgaa dødsens liand. 8. H vo m ig har kiend, See m ig a lv o rlig an, Om je g er den I denne m in elend, Som m ig kiendte fo r live r mand. Jeg maa bestaa det e r.sa n d t, Jeg H vorved ald m in lyst fo rgik. 9. A id m in gestalt fra hoved in d til fod, See hvor den fa ld t, Y e d dødsens streng’ gevalt; T h i forvandlet sig m it blod: Jeg som var rosenrød, Seer nu en død H e e r’ lig i fa rv ’ og hud, A c h m ig bedrøved brud, A t den dødsens m ord Og ulykke stor Kamte m ig om m it liierte-no or! 10. Kaaben og skrigen har g io rt m it hierte mat, H it hoved sygt, H in e øjne saa d islig , Som m ig døden havde fat, Legemet m ister sin kra ft, Det har haft, Som den t il grav fa r hen, Jeg længes t il m in ven, E ja var je g nu der, H vo r m in a lle r- kierest er, D et var m in liiertens begier. 11. Jammer og graad E r bleven m in musik, Jeg er fo r- raad a f dødsens g ift og braad, Og forgiven a f hans d rik. A ch kunde je g ønske m ig Sandelig, K et strax at fare hen, T il m in udvalde ven; T h i je g veed med skiel, A t det gaar liannem vel, Og GUd haver giem t hans siel. 12. Naar findes den, H ig læ r taalm odigheds konst; B ort er m in ven, Jeg sørger her ig ien , H in begjer’ er omsonst. E nd- dog je g udøser klag, N at og dag, Og er al m in begiæ r, A t komme hvor lian e r; H en dog lever je g nu, H ed en s o rrig fu ld hu, Som en eenlig turteldu. 13. A de god nat, Far vel du præ gtig blod, Jeg er nu mat, For d ig m in ædle skat, D u giorde m ig a ltid got: Om det m ig nu fo rlag t var, Og stod for, at leve her endnu, Steds’ est du m ig i h u ; T h i du varst m in beste ven, Jeg var ogsaa din igien, Det tvinger m ig t il Graven hen. N u har je g m ist m in trøst, U d i

varvant A t elske æ r’ og løst, etø je b lik, H an drakden d rik ,