KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_I

122 F ø r s t e Afde l i ng* De o v e r o r d n e d e M y n d i g h e d e r . I. Tidsrummet før 1537. § 18- I n d l e d e n d e B e m æ r k n in g e r .

De Myndigheder, der raadede for Universitetet i denne Periode, vare Paven, der fortrinsvis kan betegnes som dets øverste Tilsynsmand, og Kongen, der fortrinsvis var dets øverste Skytsherre. Men efter Avtorisa- tionen vides Paven selv aldrig at have blandet sig i Universitetets An­ liggender, og ham kunne vi derfor lade uomtalt paa dette Sted, hvor derimod maa erindres, at hans Tilsynsret øvedes ved en særegen Embedsmand, Universitetets Kansler. Hvorledes Kongerne privilegerede og funderede Universitetet, er tidligere om talt1). Lejlighedsvis øvede de ogsaa deres Indflydelse paa dets Styrelse og Virksomhed dels ved at foranledige Personer til selv at melde sig til Optagelse i det akademiske Samfund, dels ved at foranledige Universitetet til at lade udgaa Kaldelse til dem-). Undertiden overværede end videre baade Kongen og Prinserne de akademiske Ak ter3), ligesom Universitetet fejrede Fester til Ære for Kongen saa vel som for Dronningen4); men i øvrigt er intet videre at berette om Kongernes eget Forhold til Universitetet i dets ældste T id , og heller ikke er der meget at sige om de af Kristian 1. indsatte conservatores et judices, om hvilke vi derfor kun i Slutningen skulle tilføje et Par Bemærkninger, medens Hovedæmnet for Omtalen i denne Periode er den af Paven indsatte Embedsmand. § 19 - K a n s l e r . C o n s e r v a t o r e s e t j u d i c e s . I. K a n s le r e n . Ordet Kansler som Betegnelse for en akademisk Myndighed skriver sig fra Paris, hvor Domkapitlets Kansler øvede Retten til at meddele den saa kaldte licentia docendi eller Beføjelse til at op­ træde som Lærer ved Universitetet. Om han fra først af har været i Besiddelse af denne Ret eller først i Tidens Løb har erhvervet den, samt hvornaar eventuelt det sidste er sket, lader sig ikke med Sikkerhed an­ give; men i Almindelighed antages dog, at en slig Licens fra først af ikke behøvedes. Til Bevis derpaa henvises i Almindelighed til Abælards Historie, som imidlertid snarere turde vise, at der alt den Gang behø­ vedes en kirkelig Tilladelse til at lære Teologi; thi efter Abælards eget Sigende bebrejdedes det ham i Særdeleshed, at han paa egen Haand havde givet sig i Færd med at lære den, og hans Bog om Treenigheden dom- fældtes og brændtes af den rent formelle Grund, at den var publiceret uden Kirkens T illadelse5). Derimod behøvedes ganske vist i Begyndelsen ') Ovfr. S. 43, 77—78; jfr. ogsaa om den af Kong Frederik I. paatænkte Over­ dragelse af Graabrødrekloster til Universitetet: Rørdam: Kbhvn’s K. og-Kl. Tillæg S. 188. — 2) Thura p. 36; Vinding p. 61. — 3) Thura p. 25. — Thura p. 30—31 Verlauff S. 21. — 5) Abælard: Historia calamitatum p. 8 og 33.