KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_I

134 for Universitetet. Mest betegnende i saa Henseende er Fundatsens For­ skrift om, at de skulle meddele Samtykke til Promotioner; thi gives der noget Hverv, som fra først af var ejendommeligt for Kansleren, saa er det Meddelelsen af Licensen; men i Fundatsen åf 1539 hedder det des­ uagtet, at hvis der ikke findes nogen Doktor i det paagjældende Fakultet, skal promovendus føres til den kongelige Kansler „ut ad conservatorem nostrum“, og hvis han heller ikke er til Stede, til en af de andre Kon­ servatorer, for at denne kan beordre Promotionen iværksat1). Konservatorernes almindelige Tilsyn med Universitetet skulde dog fundatsmæssig især være rettet paa dets -Økonomi, og deraf forklares naturlig, at Kongen ved Lejlighed fordrede, at Kansleren „som Konser­ vator1 skulde besegle en Forskrivning tillige med Universitetet2). For at de behørig kunde øve det nævnte Tilsyn, var det derhos strængt paa­ lagt dem at overvære det aarlige .Regnskabs Aflæggelse. Primus conser- vator maatte vel være fri, naar han ikke havde Lyst, men de tre Kon­ servatorer fra Roskilde skulde nødvendigvis være til Stede. En sørgelig Sandhed er det imidlertid, at Konservatorerne kun slet have røgtet dette deres Hovedhverv. I de første Aar mødte de i alt Fald ved Fuldmægtige, men efter Aar 1556 bleve de aldeles borte3), og deres økonomiske Tilsyn øvedes kun ved Deltagelsen i at sætte Taxt paa Smaaredslet4) ; det hjalp vist nok intet, at Fundats 1571 paalagde Universitetets Kvæstor eller Foged at gjøre Konservatorerne Regnskab for Oppebørslerne af Universi­ tetets Fællesgods; thi de have upaatvivlelig lige saa lidt opfyldt dette Hverv, som de nogen Sinde efter Fundatsens Paalæg have samtykket i Skiftet af Tienderne mellem Professorerne. I alt Fald findes intet Spor til, at de nogen Sinde have været nærværende ved slig Lejlighed Fraværelsen forklares naturlig ved, at de selv helst bleve borte, og ingen bad dem om at komme til Stede, i det Professorerne enedes mellem dem selv ind­ byrdes om Tienderne og heller ikke havde det mindste imod, at Konserva­ torerne udebleve fra Regnskabsaflæggelsen. Tvært imod bortfaldt derved den eneste fundatsmæssige Adgang for Staten til at øve virksom Kontrol med Professorernes Forvaltning af Universitetets Formue, og Konsistorium fik ved selv at revidere og decidere Regnskaberne saa at sige uind­ skrænket Adgang til at skalte og valte dermed. Dette var imidlertid en over Maade stor Mangel ved den økonomiske Ordning, som dog vedblev uforandret gjennem Aarhundreder. Hverken Fundatsen af 1732 eller Fundatsen af 1788 tænkte paa at afhjælpe den. Først Resol. 2. Decbr. 1836 § 6 tilvejebragte en højst fornøden Reform i denne Tilstand. Foruden det anførte Tilsynshverv havde Fundatsen med sin hus­ holderske Sans endelig endnu paalagt Konservatorerne et Hverv, der ikke staar i nogen som helst Forbindelse med deres historiske Begreb, ja næppe en Gang synes ganske passende for dem, nemlig at opkræve en

’) Cragii Additam. III. p. 135. — 2) Rørdam IV. 342—43, jfr. ogsaa III. S. 480 Note 2. — 3) Rørdam I. S. 401 Note 2. — 4) Kirkeli. Saml. III. S. 9.