KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_I

enhver Professor skulde afgive ved Halvaarets Udløb l), ledsaget af dobbelte Tilhørerlister, hvori særlig skulde fremhæves de fortrinlig flittige Studenter, hvilket Paalæg senere paa ny indskærpedes i Skr. 7. Jan. 1800. I Skr. 15. Jan. 17892) forlangte han end videre ved hvert Aars Slutning en fuldstændig Beretning om samtlige af Konsistoriums Medlemmer administrerede Legater. Konsistorium remonstrerede vel i Skr. 21. s. M. vidtløftig mod begge, og navnlig mod det sidste Paalæg, men Her­ tugen gav ikke efter. I Skr. 14. Febr. s. A. fastholdt han tvært imod sit Forlangende med Henvisning til Kongens Befaling og sluttede Brevet med følgende Udtalelse: „Übrigens können Sie alle und jeder einzelne insonderheit versichert sein, dass ich für die Erhaltung und Sicherung Ihrer Rechte und Freiheiten wachen werde. Die Furcht vor einem Ein­ griffe in dieselben oder vor einer Übertretung der von Privatpersonen gemachten Stiftungen, zu welcher auch nicht ein Ausdruck in meinen Briefen die Veranlassung giebt, muss also wegfallen. Eine solche Furcht würde ebenso ungegründet als beleidigend für mich sein. Die Führung einer genauen und wachsamen Aufsicht ist aber eine der wichtigsten Pflichten desjenigen, dem die Leitung eines öffentlichen Instituts, wie die Universitet, anvertraut worden ist. Ihre Vernachlässigung würde eine Versäumung seiner Pflichten gegen den Staat sein. Nichts wird mich daher abhalten, solange ich die Ehre habe, Ihr Patron zu sein, mir das Bewusstsein ihrer Erfüllung zu verchaffen und sie zu meinem angelegent­ lichsten Geschäfte zu machen“. I Overensstemmelse med den her fremsatte Betragtning forlangte Hertugen sig underrettet saa at sige om alt, hvad der foregik ved Uni­ versitetet. Han forlangte indberetninger om Examina3) lige saa vel som om Forelæsninger, og Dekanatsvalg4) maatte kommuniceres ham lige saa vel som Rektorvalg. I Instr. for Konsistorium 8. Maj 1801 § 16 ind­ førtes derfor den betydningsfulde Forskrift, at Sekretæren 8 Dage efter hvert Konsistoriums Holdelse skulde sende Beretning om Forhandlingerne til Patronen. Det var uden Tvivl ogsaa Hertugen, der standsede den abnorme Fremgangsmaade, i Følge hvilken Konsistorium med Omgaaelse af Patronen forhandlede direkte med Kancelliet. Thi da han i Aaret 1800 først gjennem Kancelliet fik tilsendt Konsistoriums Skrivelse om en paatænkt Disposition over en Del af de vestindiske Penge, undlod han ikke at udtale sin Fortrydelse over, at han ad den Vej fik Kundskab om en Sag, der var saa vigtig for Universitetet og ikke kunde anses som Patronen uvedkommende; „der er intet mere naturligt end herover at ytre billig Forundring med hosføjet Ønske og Begjæring om, at lignende Tilfælde for Fremtiden ej mere finde S ted5) “. Ligesom han vilde være underrettet om a lt, saaledes maatte heller ingen Foranstaltning af Betydenlied træffes ved Universitetet uden lians Samtykke. Derfor nægtede han at anerkjende den Biblioteks- ') Jfr. Instr. 9. Juni 1786 § 6, Fdts. 1788 Kap. I § 18. — 2) Kopi B. —