KjøbenhavnsUniversitetsRetshistorie_1479-1879_I

37 og som sædvanligt ind sattes da efter det af Paris givne Forbillede Konser­ vatorer ved en hel Kække andre Universiteter, ja endog, skjønt ingenlunde til S ta d ig h e d 1), i Bologna. Indlysende er det im idlertid, at disse Kon­ servatorer som saadanne vare Affodninger af abnorme Tilstande og derfor i sig selv en abnorm Institution, hvilket ogsaa fremgaar af en vis Ube­ stem thed i Henseende til Virkekreds og Virkemaade, der spores hos dem overalt. Jo regelmæssigere Retten plejedes, des mindre blev der Brug for særlige Konservatorer, og i Væsenet forsvandt de derfor ogsaa efter- haanden, i det de enten bleve rent borte eller i alt Fald gik op i andre Myndigheder, saaledes a t kun T ittelen blev tilbage. Oprindelig vare Kansler- og Konservator-Embedet adskilte, men de forenedes første Gang af Pave Pius II. ved Universitetet i Nantes 1463 2), og dette Exempel fulgte K ristian I., i det han i sit Brev valgte Kansleren, Roskilde Bisp, til ogsaa a t være Konservator, dog, vel at mærke, med Tilføjelse af tvende andre, nemlig Degnen og Provsten i Roskilde samt Degnen i Kjøbenhavns Kapitel. F ra først af kunde de pavelige Konservatorer kun røgte deres Hverv ved Hjælp af den moralske Indflydelse, som deres Stilling medførte, og de Tvangsm idler, navnlig kirkelige Censurer, hvoraf de i anden Egen­ skab, f. Ex. som Bisper, vare i Besiddelse. Men skulde -Øjemedet med deres Indstiftelse til fulde naas, m aatte der nødvendigvis tillægges dem en Jurisdiktion lig den, hvoraf den kongelige Konservator som Byfoged var i Besiddelse, og en saadan findes ogsaa at være øvet af dem 3). Konservatorerne dannede paa denne Maade en særlig Domstol for Pri- vilegiebrud med en egen ud strak t Myndighedskreds ved Siden af den sædvanlige akadem iske Domstol; men det maatte da ligge nær at forene begge disse Domstole i én. Dette Skridt gjordes ogsaa af Kong Karl V. ved Oprettelsen af Høj skolen i Angers 1364, i det han gav det 3 verdslige Embedsmænd til conservatores et judices 4), hvilket Exempel Kristian I. til en vis Grad har fulgt, i det han i sit Brev har indsat 4 gejstlige Embeds­ mænd til conservatores et judices. Den naturlige Følge af den anførte Forbindelse blev im idlertid, at det uklare og ubestem te Konservatorhverv efterhaanden væsentlig gik op i Dommerhvervet, saa at Konservator kun blev en anden T itte l paa Dommer, hvilket navnlig var Tilfældet i Følge de kølnske og ligeledes i Følge vore ældste S tatu tter, i hvilke Konser­ vatorer kun omtales i Egenskab af Domm ere5). Medens Universiteterne efter det anførte fra ældgammel Tid vare privilegerede, vare de derimod ikke understøttede eller funderede. Tvært imod, ligesom de vare opstaaede ad privatretlig Vej, saaledes var det ogsaa overladt dem selv at tilvejebringe Midlerne til deres Fornøden­

0 Savigny: III. S. 204. — 2) Bulæus: Y. S. 663. — 3) Bulæus: III. p. 159, 242—43; IV. p. 1 1 3 —14 ; 180. Crevier: Histoire de l’université de Paris II. p. 373. Meiners: III. S. 4, 7—8, 28—29 m. il. — 4) Bulæus: V. p. 663, jfr. 845 (Poitiers 1431). — 5) Statt. Art. 8 . 16, 37.