TivoliI50Aar

105 Naar mon den atter rejser sig som en Fugl Phønix af sin Aske ?

Paa en meget stor Del af Tivolis Besøgende, navnlig den glade Ungdom har Variétérne og Sangerindepavil­ lonerne altid udøvet en særegen Tiltrækningskraft. Ligefra det engang saa populære »Slukefter« med Træet i Midten, indtil vore Dage, hvor »Kisten« og »Fregatten« er det eneste, der ér tilbage af fordums Herlighed, Gudbevares, de er saamænd gode nok, har syngende, unge, kortskjørtede Damer af vor egen Na­ tionalitet, franske Chansonnetter, Wienersoubretter og tildels »Komikere« altid formaaet at fængsle unge ube­ fæstede Hjerter, og giødet Hjernen op til en aldeles van­ vittig Begejstring. Tidligere har vi omtalt Md. Schæffers tre berømte Sangerinder, med hvilke hun trak Publikum til Huse, dog hverken for deres Kunst’s eller deres Dyds Skyld, men Tiden da dette skete, ligger saa langt tilbage, at de allerfærreste kan huske dem. Men hvem af ældre Københavnere mindes ikke, idet mindste fra deres Barndom, den berømte » 0 «, hvor Yndlingssangen en lang Tid var den bekendte

»Singdudelej, dudelej, dudelej da.«

Den begejstrede ikke saa meget ved Textens Vid, som ved at Musiken var saa let at lære, at Publikum omtrent strax kunde synge Omkvædet med, medens de drak deres »halve Historie«, og nød deres Kuba.