TivoliI50Aar

120 Det var i Femtierne, Tivoli havde engageret et stort Menageri, som bl. a. ejede en glimrende Samling Aber i et stort Bur. Som man véd er disse Dyr store Pilfingre, og en skønne Dag lykkedes det dem da ogsaa at pille Laasen op, og som en Vind var de ude paa Etablissementet. Der blev Jagt! Du gode Gud, hvor var de alle ivrige, men Aberne var behændige og snu, de klattrede op i Træerne og kastede Grene ned i Fiovedet paa deres Forfølgere. Med stort Besvær lykkedes det omsider at drive dem omtrent alle ind paa et vist Appartement, men Dyrene var ikke forknytte, de skjulte sig, hvor de kunde, og tittede en op et Sted, var han strax nede, for et Øjeblik efter at komme op et andet. Omsider blev de dog taget i Nakken og puttet i et Kar lunkent Vand for at blive renset. Tilbage var kun en stor Fyr med nogle umaadelige Tænder og et Par hæslige Bagknuder, han var klavret op i et Træ nede ved Stadsgraven. Elan blev omringet, og alle troede de saa sikkert, at nu havde de ham, — men p y t! Paa engang, netop da en af Pladsfolkene skulde kaste ham en Løkke om Halsen, styrtede han sig paa Hovedet i Graven og svømmede over paa den anden Side. Der stod ganske vist Folk for at gribe ham, men han saarede to ved alvorlige Bid i deres Hænder, og gallopperede saa, overvindende alle Hindringer, op til Pladsen foran Pantomimeteatret, hvor han krøb op i et Træ. Her tog han Plads paa den nederste Gren, helt ude