TivoliI50Aar

84

optræde som Gæster. Hver af dem havde naturligvis sine Fortrin, og endel af dem stod sikkert i musikalsk Kundskabsfylde over den danske Musikdirektør, der lige til sin Død beklagede, at han ikke havde faaet den videnskabelig teoretiske Uddannelse, som er til stor Hjælp for enhver Musiker, men kun faa af dem var ham jevn- byrdig i Genialitet; han ejede nemlig det, man i Kunstens Verden kalder »Gnisten«. Dertil kom, at han var i høj Grad elsket af sine Musici, de vilde alle gerne være gaaet i Ilden for ham, og ret betegnende er de Ord, han sagde til en tysk Musikdirektør, som vilde jage to af sine Trompetere bort. Hele hans Orkester rejste sig da og raabte, at skulde de to gaa, gik de alle som én. Musikdirektøren maatte bide i det sure Æble, men da han beklagede sig til Lumbye, sagde denne med et godmodigt Smil: »Véd Du hvad, de har i Grunden Ret. Man skal altid behandle sine Folk, som man vil, at de skal behandle én igen.« Og i de Aar fik hans Kompositionstalent Lejlighed til at sætte de skønneste Blomster. Det var d. 22. August 1846 at Concertsalen som sædvanlig var fuld af et glad, festlig stemt Publikum; man vidste, at Lumbye havde komponeret en ny Dans, og det var altid en Begivenhed, om end af de mindre; men da saa Champagnegalloppens jublende, gnistrende, elektriserende Toner fløj gennem Salen og fik Folk til, som i en Feberrus, at hoppe paa Sædet, og med Magt tog Sjæl og Øre fangen, da var Ævret opgivet. Gang efter Gang maatte den spilles da capo, og tilslut rejste Publikum sig op og raabte som med én Mund: »H. C. Lumbye længe leve!« Alle følte,